Balancér

Grene og sten i skovbunden og ujævnt terræn giver rig lejlighed til at udfordre balanceevnen.

Ved balanceøvelser styrkes musklerne især i knæ og ankler, og øvelserne kan derfor være med til at forebygge forvridninger.

Balancegang - lige ud

Balancér

Gå frem og tilbage på stammen.

Er det for nemt, kan du lave forskellige øvelser på stammen - stå på et ben, sæt dig ned og rejs dig op uden at bruge hænderne, løb, hop eller hink. 

Kravlegang

Balancér

På to omtrent parallelt liggende stammer skal du balancere med en fod og en hånd på den ene stamme og den modsatte fod og hånd på den anden stamme. 

Brydekamp

Balancér

På en stamme enten direkte på jorden eller over en grøft skal I, i bedste Robin Hood og Lille John stil, brydes to og to, indtil den ene af jer falder ned. Hvem vinder? Lav en lille konkurrence!

Balancegang - skrå

Balancér

På en god solid stamme placeret skråt op af f.eks. et træ, skal du gå op til toppen og ned igen uden støtte.

Er det for svært, så find en god lang kæp du kan støtte dig til. Er det for nemt, så placér stammen i en stejlere vinkel.